Blog

En elevator kan være afgørende for, om man kan blive boende efter en vis alder

Tunge indkøbsposer, trykkende alder og kol gjorde trapperne svære for 72-årige Hans Jørgen Thomsen. Han havde dog ikke planer om at flytte, og gik i stedet i gang med at få hele andelsforeningen med på idéen om en elevator.

Trapper kan være en udfordring, når alderen begynder at presse sig på. Det har Hans Jørgen Thomsen på 72 selv erfaret. Efter 17 år i samme lejlighed havde han ikke lyst til at flytte fra andelsforeningen på Østerbro, og han begyndte at lege med tanken om en elevator.  

– I en lille andelsforening er det jo vigtigt, at man kan blive enige om tingene. Da jeg fandt ud af, at det ikke kun var mig, der havde problemer med trapperne, opstod idéen om en elevator sammen med min bonusdatter, der også bor i ejendommen. Det var jo ikke kun noget, der kunne hjælpe de ældre, men også børnefamilierne – og så kunne alle i hele bygningen nemmere få adgang til vores tagterrasse, fortæller Hans Jørgen Thomsen.

Selvom hele processen med at få godkendt elevatorprojektet tog sin tid, lykkedes det gennem et samarbejde med os i A/S A.P. Botved. Vi er selvfølgelig stolte af og tilfredse med, at der i dag står tre elevatorer, hvor køkkenernes bagtrappe tidligere var. Projektet har endda inspireret andre andelsforeninger, og Hans Jørgen Thomsen har haft omkring ti forskellige bestyrelsesmedlemmer fra andre andelsforeninger forbi for at se og høre om elevatorprojektet.

Hos A/S A. P. Botved glæder vi os over interessen og håber selvfølgelig, at flere andels- og boligforeninger vil prioritere tilgængelighed på samme niveau.

Hans Jørgen kæmpede for at kunne blive boende

Det var dog sin sag at få installeret en elevator i den ældre bygning på Østerbro, uddyber han;

– Fra vi blev enige om at gå videre med idéen, til projektet stod færdigt, gik der alligevel nogle år. Der var en masse ting, der skulle godkendes hos kommunen, og så var det faktisk også lidt af en udfordring at finde et firma, der ville tage opgaven. Mange af de store ville ikke, fordi der skulle fjernes en smal bagtrappe i en ældre bygning, og de ville kun etablere i nybyggeri.

– En elevator er jo ikke bare en nem løsning eller en luksus for dem, der ikke gider at gå op ad trapperne. For sådan én som mig er det en afgørende faktor for, at jeg kan blive boende. Jeg har haft omkring ti forskellige bestyrelsesmedlemmer fra andre andelsforeninger forbi for at se projektet, fordi de har været i overvejelser om en lignende investering, fortæller 72-årige Hans Jørgen Thomsen, der i den forbindelse ofte er stødt på det samme spørgsmål om fordelingen af udgifterne.

– Skal dem i stuen betale lige så meget som dem, der bor på fjerde? Det er der mange, der har spurgt om. For dem på fjerde får jo generelt set mere ud af det. Hvor jeg bor, har det aldrig været et problem, for her vil alle gerne bruge den store fælles tagterrasse – og lige i den sammenhæng er det jo dem, der bor i stuen, der får mest ud af elevatoren, siger Hans Jørgen Thomsen med et smil. Det glæder ham, at projektet inspirerer andre, for det handler nemlig om mere end bekvemmelighed, mener han.

– Der er mange steder i byerne, hvor især ældre bliver tvunget til at flytte, fordi tilgængeligheden i ejendommen ikke har været prioriteret. Det synes jeg selvfølgelig, er en skam.

Udgifterne for projektet endte dengang på 7,5 millioner kroner, der finansieres med et realkreditlån i andelsforeningen. Hver andelshaver har fået forhøjet boligafgiften med 6 kroner per kvadratmeter.